Strandarkirkja i Selvogur
Godset Strönd tilhørte gennem mange århundrede prominente familier i Island.
Strandarkirkja forekommer først i documenter omkring året 1200, men med rimelig sikkerhed kan det behøvdes at en kirke er blevet oprettet på Strönd kort tid efter vedtagelsen af Kristendommen i år 1000.
Under den katholske tidsalder viedes kirken Maria Guds Mor og den hellige Thomas Becket av Canterbury.
En anden kirke var der også tilstede på hovedgården Nes.
Jorderosjon og landskader på grund af havets kræfter forringede stædigt mulighederne for landbrug i Selvogur og omkring århundredeskiftet 1700 var godset Strönd helt forfaldet og forladt.
Kirken stod ensam tilbage på en sort sandbakke ved det åbne hav, ubeskytted mod vær og vind, som en værnpost som ikke bliver forladt, en fæstning som hverken bliver besejret eller nedrivet. Den er blivet genopbygget flere gange på den same grundmur.
Menigheden har altid taged god vare på sin kirke og altid stået tæt sammen mod alle ideer og forsøg at flytte kirken til et mere beskyttet og praktiskt sted.
Nutidens Strandarkirkja er først oprettet av nyt tømmer i år 1888. Den blev grundigt renoværet og genviet i 1968 og 1996.
Strandarkirkja anses af mange at altid give positiv gengæld mod votivgaver og at sorge for sin vedligeholdelse.
Engilsvík (Engelsbugt)
En legende fra Selvogur.
Engang for lange siden sejlede en ung bonde fra Árnessýsla med sit eget skib til Norge for at skaffe udsøgt tömmer til opbygning af sin gård.
Forretningerne gik godt, men tilbagerejsen gik langsomt og han tabte orienteringen i mørke og uvejr og vidste ingen retninger mere. Helt fortvivlet lovede han at give sit tømmerlæs til at bygge en kirke hvorend skibet ville finde en sikker landing.
Når han har udtalet sit løfte ser han et syn forud, en lysengel. Lysengelen bliver nu den ledsagelse han styrer efter indtil skibet løber på grund i en sandbugt. I det same øjeblik forsvand engenlen og det blev daggry. Ved dagslyset opdagede besætningen at de var blevet ført gennem en krum og snoet indsejlingsrinde mellem udhavsklipper og brusende brænding. På det sted lige ovenfor en gruskam blev den første Strandarkirkja bygget af offertømmeret.
Engilsvík (Engelsbugt) nævnes siden den lille bugt hvor skibet fandt sikker landing.
Votivgaver
Votivgaver henviser til den tro at der findes gode magter som forbliver skjult for os mennesker. Troen på Strandarkirkja åpenbarer troen på at det med sikkerhed findes en usynlig, beskyttende kraft.
Votivgaver til kirker og helgener var vanlige under den katolske tidsalder i Island, men rettedes ikke udover det vanlige mod Strandarkirkja. Biskop Þorlákur den helliges reliquienskrin i Skálholt og det Hellige Kors i Kaldaðarnes nød votivgaver langt udover andre helligdomme i Syd-Island. Efter reformationen i det 16. århundrede kan det siges at votivtroen manglede et refugium som den sandsynligvis har fundet i Strandarkirkja.
Det er troen og tilbedelsen som helliggør stedet og kirken. Hver enkel votivgave indebær et bønneråb som bæres frem i tro til Gud, som ved, forstår og lytter til.
